Dette kan du afprøve i svære konflikter

Konflikter med ungerne er super svære at håndtere og ofte kan du være i tvivl om, hvordan du skal håndtere de forskellige situationer. Derfor kan det være godt at undlade at reagere og vente lidt med at beslutte, hvordan du vil tackle en vanskelig situation med dit barn.

Det måtte jeg selv igen (igen) sande i forhold til min søn for en uges tid siden.

Han er blevet utrolig glad for Ninjargo-lego, som er en slags ninja verden i legoformat. Det koster ret mange penge og derfor har han primært de mindre ting, som ikke er så dyre.

Men nu er han blevet smaskforelsket i en (meget dyr!) ninjargobil, som han slet ikke kan slippe.

Det er første gang, vi har oplevet det, hvor han ikke før har været specielt interesseret i dyre ting, har arvet en masse brugt og i det hele taget ikke har haft så meget fokus på ting.

Sætningen “den må du ønske dig til jul” virkede heller ikke, som den ellers ofte gør, for ønsket var simpelthen for stort til at han overhovedet kunne vente til jul.

Vi måtte være mere opfindsomme, mens vi samtidig som forældre var fuldstændig enige om, at vi ikke ville købe så dyrt legetøj til vores femårige søn, især ikke fordi han næsten lige havde haft fødselsdag.

Mormor kom med et forslag om, at han kunne begynde at samle flasker og putte pantpengene i sparebøssen, hvor han så kunne spare sammen selv. Det gav både en lille matematiktime og en læring i hvordan man kan spare sammen til det, man virkelig ønsker sig, men samtidig så også skal være klar over, at når tingen er købt, er sparebøssen tom.

Det gav ham blod på tanden og vi smuttede til købmanden med en pose fyldt med flasker. Da vi kom hjem, stod den på optælling af alle pengene i sparebøssen, hvor han hurtigt fandt ud af, at han kun havde ca. halvdelen af de penge, som vognen kostede.

Det slog ham helt ud og han blev rasende over, at endnu en dør lukkede sig i forhold til at få sit store behov/ønske opfyldt. Raseriet gjorde, at han stormede hen til en krukke, hvor vi altid har lidt småkontanter liggende, hvor han hev to hundrede krone sedler op med ordene “så tager jeg bare de har penge, for så har jeg snart nok”.

Inden vi havde set os om, var pengesedlerne proppet ned i sparebøssen.

Se, vi havde et valg her, som forældre. Vi kunne lynhurtigt gribe ind, fordi vi jo på ingen måde ønsker, at vores søn skal tage ting, uden at have fået lov.

Eller vi kunne være der for ham i hans svære følelser først, og så tage den bagefter, når han var ude af de stærke følelser.

Vi valgte det sidste, selv om vi begge følte et behov for at sige “hov, hov du!! Kan du så lægge de penge tilbage igen!!” og sætte vores magt igennem.

Vi var sammen med ham i hans magtesløshed over, at han stadig ikke kunne få det stykke legetøj, han så brændende ønskede sig og rummede, at han lige der synes vi var de mest forfærdelige forældre, fordi vi ikke ville købe det til ham.

Da raseriet tog af (alle tilstande trækker sig igen), kom der lidt sorg samt behovet for at forbinde sig med os igen og sikre at vi var OK. Han kravlede over til os og fik nogle kys og kram, hvor vi forsikrede ham om, at alt var OK.

Ca. 10 minutter senere sagde han “mor og far, jeg har lagt de penge, jeg tog, tilbage i bøtten”, uden vi overhovedet havde nævnt det med et ord, og han har ikke siden rørt bøtten med kontanter.

Vores unger ved i mange tilfælde godt, hvad der er “rigtigt” og “forkert”, de skal bare have tiden til at finde frem til det i deres indre, og det kan de kun, når de er afbalancerede.

Så vores opgave er ikke at opdrage. Vores opgave er at støtte deres daglige regulering og give dem plads og tid.