Hvordan ved jeg at mine dybe mønstre har ændret sig?

Vi har alle mønstre, der udspiller sig i vores relationer med vores partner og unger, mønstre som primært er blevet kodet i vores adfærd i den tidlige barndom.

De virkelige dybe af slagsen er svære at ændre. Men det er heldigvis ikke umuligt – det er aldrig umuligt. Det kræver bare en kontinuerlig arbejdsindsats, da det er den gentagne øvelse i forhold til at “gøre noget andet”, når adfærdsmønstret presser sig på, der ændrer det. 

På et tidspunkt rammer du det famøse tyngdepunkt, hvor du ikke længere behøver at holde stand imod mønstre, fordi dit system og din krop langt om længe er blevet forsikret nok gange om, at der ikke er fare på færde.

Din hverdag er den mest fantastiske budbringer i forhold til hvordan det går med dine kære mønstre og om du har ramt det famøse tyngdepunkt eller ej. Hvis ikke, vil du forsat vil blive trigget af de samme omstændigheder, som du plejer, hvor din specifikke kodning enten får dig op i det røde felt, skaber indre kaos eller en underlig nedlukning, hvor du føler dig distanceret fra hvad der sker, som om du står bag et panserglas og kigger ind på livet, uden egentligt at føle at du deltager i det.

Men når du arbejder kontinuerligt med dine hoved-mønstre (dem der fylder mest og som er mest destruktive for dine relationer), vil du opleve, at der langsomt men sikkert sker smukke ændringer.

Det kan vise sig, hvor du langt hurtigere kommer ud på den anden side af en tung og smertelig følelsestilstand, som du måske tidligere kunne være i, i ugevis, men hvor du nu langt bedre kan rumme tilstanden uden behov for at fikse, hvor den derfor efter kort tid trækker sig igen.

Det kan også være, at du pludselig til din store overraskelse oplever, at du ikke reagerer, som du plejer, i en stresset eller ubehagelig situation. Det er stort, når du oplever sådan et vidunder – det er virkelig som at slippe ud af et indre fængsel, du helt havde opgivet overhovedet at kunne bryde ud af.

Det er de oplevelser jeg fejrer mest og som jeg glædes allermest over i mit eget liv, fordi det er så stort at ændre disse dybe, dybe mønstre. For det er hårdt arbejde, hvor der ofte ikke synes at være udsigt til at de rokker sig en tomme. Men det gør de! De gør det bare i deres eget tempo, hvor du så pludselig høster de lækreste frugter.

Jeg oplevede det senest i sidste uge, hvor jeg sad i kø på vej hjem fra indre København. Mit nervesystem fungerer ikke særlig godt, når jeg er omgivet af en milliard biler og cyklister, så derfor kom jeg til at holde i kø lige foran en udkørsel, hvor der holdt en taxa, der skulle dreje ud og over i den anden vejbane. Det havde været god stil, at jeg havde holdt tilbage for ham, så han kunne smutte ud, hvor han i stedet kom til at sidde der i lang tid, fordi køen jeg var i, holdt stille for rødt. Men i mit stress over trafikken, når jeg ikke at reagere i tide og ender derfor i stedet med at blokere ham.

Med andre ord – jeg var den bilist, du ville have bandet langt væk (mig selv inklusiv!).

Det gjorde han også, taxachaufføren. Dog ikke verbalt, fordi han havde kunder på bagsædet. I stedet gav han mig diskret fuck-fingeren og gloede olmt på mig.

Mine tidlige mønstre gjorde, at jeg enten skulle være vellidt og dygtig til alt eller også være usynlig. At blive udsat for kritik, at andre gav udtryk for, at de ikke kunne lide mig eller fandt mig irriterende var ikke en mulighed, fordi mit system tolkede det som et tilintetgørende angreb.

Jeg har arbejdet med det tema i mange år, og det har også udviklet sig, men lige der oplevede jeg, hvor langt jeg vitterlig er kommet.

Mit system reagerede ikke på, at jeg nærmest var hadet af en fremmed taxachauffør! Det er uhørt, at jeg kan være i sådan en situation, uden at jeg i den efterfølgende uge har et indre drama kørende, hvor jeg i mine tanker enten skælder chaufføren ud for hans adfærd, eller i lange detaljer fortæller ham om, hvorfor lille tilknytningssårede mig har svært ved at overskue heftig trafik, og at det derfor faktisk ikke var min skyld.

Men der skete bogstavelig talt intet, i mit indre. Det var så befriende, at jeg ikke kunne gøre andet end at le højt (det var så lidt uheldigt i forhold til den i forvejen vrede taxachauffør!)

Misforstå mig ikke, jeg ville ønske, at jeg havde formået at stoppe, så han havde mulighed for at køre ud, for det var det rigtige at gøre, og jeg skulle have set det. Og jeg kan sagtens forstå, at han var pissesur, det ville jeg også selv have været.

Men jeg havnede ikke et i ugelangt skyld-trip over hvor forfærdeligt et menneske jeg er, fordi jeg ikke spottede en situation i tide, der kunne udvikle sig til en konfrontation, som har været mit livslange mønster. Mit dybe overlevelsesmønster var konstant at scanne mit miljø for bare den mindste ubehagelighed og så forsøge at undgå eller forebygge det. Og at tage hele skylden i de situationer, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Det er en ekstrem udmattende måde at leve på, skulle jeg hilse at sige.

Via den vrede taxachauffør opdagede jeg, at jeg endelig har sluttet fred med, at jeg er et fejlbarligt menneske, der til tider fucker op i højere eller mindre grad, uden at det er min intention.

Min fejlbarlighed er ikke længere bare en mental abstraktion men en fysisk forankret virkelighed, hvor min krop ikke længere reagerer som et dybt såret dyr, når jeg ikke formår at udglatte eller forebygge følelsesmæssige konflikter.

Og det er den største gave vi kan give vores unger. For hvis du og jeg både kan rumme vores egen fejlbarlighed og herved tage ansvar på en konstruktive måde, når vi klokker i det, kan vi også rumme vores unger, som de er. Og de får plads til at være i verden som de er, hvor de samtidig lærer at tage det ansvar, som er deres. Hverken mere eller mindre.

Og det er alt de beder om.